Den bibelske anvisning om at salve de syge med olie er forankret i forholdet mellem tro, bøn og Jesu Kristi fuldbragte værk. I Jakob 5:14--15 pålægges troende, der er syge, at tilkalde menighedens ældste, som skal bede over dem og salve dem med olie i Herrens navn. Skriftstedet erklærer derefter, at troens bøn skal frelse den syge, og at Herren skal rejse vedkommende op. Ansvaret er betydeligt: Skriften henviser den syge til åndeligt modne troende, som forventes at besidde kundskab, forståelse, visdom og modenhed i udøvelsen af deres tro. Markus 6:12--13 giver et tidligere eksempel og beskriver, hvordan disciplene prædikede omvendelse, drev dæmoner ud, salvede mange syge med olie og helbredte dem. Deres handlinger var ikke baseret på en medicinsk egenskab ved olien, men på den autoritet, Jesus havde betroet dem, og deres tro på Guds kraft. At salve de syge er derfor ikke blot en trøstende religiøs skik. Det er et ydre udtryk for tro på den helbredelse, der er opnået gennem Jesus Kristus.
Salvning er en profetisk troshandling: en handling udført i den naturlige verden for at gøre synlig vores tillid til det, Gud har indstiftet i den åndelige verden. Esajas 53:5 erklærer, at ved Messias' sår er vi helbredt. Ud fra denne forståelse salvede disciplene ikke de syge i et forsøg på at overtale Gud til at gøre helbredelse tilgængelig. De salvede i tro og erklærede gennem deres handlinger, at den helbredelse, der er tilvejebragt gennem Kristus, allerede var etableret, selvom dens manifestation endnu ikke kunne ses. Dette forklarer, hvorfor troens bøn er så central i anvisningen i Jakob. Olien i sig selv er ikke kilden til helbredelse; den er et håndgribeligt udtryk for den åndelige virkelighed, som dem, der beder, sætter deres lid til. Jesus har betroet sine disciple ansvaret for at handle i Hans navn og autoritet. At salve de syge er en måde, hvorpå tro bliver synlig, mens æren for enhver ægte helbredelse udelukkende tilhører Herren.
Salvelsens Hus