Salvning med olie er ikke en mekanisk garanti for helbredelse, fordi olien i sig selv ikke besidder nogen selvstændig helbredende kraft. Den er ikke et mirakelmiddel eller et magisk stof, der automatisk frembringer et åndeligt resultat, når det påføres kroppen. Den bibelske vægt lægges på tro på Jesus Kristus og det værk, Han allerede har fuldbragt. Jakob 5:14--15 tilskriver ikke olien helbredelsen, men erklærer, at troens bøn skal frelse den syge, og at Herren skal rejse vedkommende op. Dette er en vigtig sondring. Inden for den bibelske forståelse af profetisk handling gør salvning vores tro på Guds indstiftede løfter synlig. Vi udfører ikke den ydre handling for at skabe helbredelse i den åndelige verden. Vi handler, fordi vi tror, at Jesus allerede har tilvejebragt den gennem Sit forløsende værk. Esajas 53:5 er særligt betydningsfuldt her og erklærer, at ved Hans sår er vi helbredt. Den troendes tillid er derfor rettet mod Kristi fuldbragte værk, ikke mod selve handlingen at påføre olie.
Dette rejser også et vigtigt spørgsmål om ansvar, når man beder for en, der er syg. I Jakob 5 er anvisningen, at den syge skal tilkalde menighedens ældste. Disse ældste forventes at være modne i deres tro og i stand til at tjene i overensstemmelse med Guds Ord. Skriftstedet identificerer specifikt troens bøn, hvilket pålægger et ansvar for dem, der har påtaget sig at bede og salve. En syg person bør aldrig bebrejdes for manglende synlige resultater, som om helbredelse udelukkende afhang af vedkommendes evne til at tro stærkt nok. De, der tjener, må fortsætte med at vokse i deres forståelse af Guds Ord, udøve deres tro og lære at handle i den autoritet, der er betroet troende gennem Jesus Kristus. Hvis et resultat ikke straks er synligt, ændrer det ikke det fuldbragte værk, som troen hviler på. Det passende svar er at forblive grundfæstet i Skriften frem for at tillægge olien en selvstændig kraft eller lægge fordømmelse på den, der søger helbredelse.
Salvelsens Hus