Bibelen opstiller ikke et generelt krav om, at enhver flaske almindelig salveolie først skal velsignes af en pastor eller en anden religiøs embedsmand, før den kan bruges personligt. Der må skelnes klart mellem den hellige salveolie, der specifikt er foreskrevet i Exodus 30, og den bredere bibelske brug af salveolie. I Exodus 30:22--33 giver Gud Moses en nøjagtig sammensætning og anvisninger om en hellig blanding, der er forbeholdt bestemte formål i Israels gudstjeneste. Samme kapitel indeholder en separat foreskrevet røgelsesformel med sine egne begrænsninger. Disse skriftsteder bør ikke fortolkes som et generelt forbud mod almindelig salveolie eller som et krav om, at nutidige troende skal genskabe Tabernaklets hellige blanding. Gennem hele Skriften praktiserede almindelige mennesker personlig salvning, og Jesus selv pålagde sine disciple at salve deres hoved, når de fastede (Matthæus 6:17). Han gjorde ikke deres personlige salvning afhængig af at opnå godkendelse fra en religiøs autoritet.
At velsigne salveolie før brug kan dog stadig være et meningsfuldt udtryk for bøn og hengivelse. Tidlig kristen praksis omfattede, at troende medbragte deres olie til samlinger, hvor der blev talt en velsignelse over den, før de tog den med hjem til personlig brug. Dette viser en sondring mellem noget, der er passende og meningsfuldt, og noget, der er uundværligt. Salveoliens åndelige betydning skabes ikke af en bestemt persons ord over en flaske. Olie er et fysisk kontaktpunkt, hvorigennem troende udtrykker tro på den åndelige salvning, mens den egentlige kraft tilhører Gud. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om en bestemt religiøs embedsmand har velsignet olien, men om den bruges i tro, i overensstemmelse med Guds Ord og i afhængighed af Helligånden. Personlig salvning forbliver tilgængelig for troende uden krav om tilladelse fra menighedsledelsen. Når man salver andre mennesker eller indvier steder og ejendele, gælder dog stadig de bibelske principper om ansvar og passende autoritet.
Salvelsens Hus