Tro, bøn og salvning er nøje forbundet, men de udfylder ikke samme funktion. Tro er vores tillid til sandheden i Guds Ord og til det, Han har indstiftet gennem Jesus Kristus. Bøn giver udtryk for denne tro og gør det muligt for os at handle i afhængighed af Hans autoritet. Salvning er en profetisk handling, hvorigennem vores indre overbevisning bliver synlig i den naturlige verden. Hebræerne 11:1 beskriver tro i forhold til virkeligheder, der endnu ikke ses, mens Markus 11:23--24 lærer vigtigheden af at tro, når vi beder, frem for at vente med at stole på Guds løfte, til et resultat bliver synligt. Dette princip er afgørende for at forstå salvning. Vi påfører ikke fysisk olie i et forsøg på at etablere noget i den åndelige verden. Vi bruger den som et udtryk for tro på det, Gud allerede har indstiftet. Selve handlingen erstatter ikke bøn, og bøn må ikke reduceres til en religiøs formel. De hører sammen som udtryk for et hjerte, der stoler på Guds Ord og handler ud fra denne overbevisning.
Jakob 5:14--15 giver et særligt klart eksempel på dette forhold. De ældste pålægges at bede over den syge og salve vedkommende med olie i Herrens navn, men skriftstedet identificerer specifikt troens bøn som midlet, hvorigennem helbredelse modtages. Salveolie tjener som et fysisk kontaktpunkt, mens tro er det, der giver den profetiske handling dens åndelige betydning. Dette forklarer også, hvorfor åndelig modenhed er vigtig for dem, der tjener andre. Tro udvikles gennem Guds Ord (Romerne 10:17), og sand bøn må udspringe af tillid til det, Gud har sagt, frem for af menneskelig optimisme eller religiøs begejstring. Hvis vi ønsker at vokse i tro, må vi bruge tid på at læse, grunde over og forkynde Skriften, så Helligånden kan gøre Guds Ord levende i os. Bøn bliver da et udtryk for denne levende tro, og salvning gør den synlig. Olien fortjener ikke æren for det, Gud udretter. Al ære tilhører Herren, hvis kraft frelser, helbreder, udfrier og genopretter.
Salvelsens Hus