Nej. Selvom salvning af syge klart læres i Det Nye Testamente, vil det at begrænse enhver form for salvning til denne ene anvendelse se bort fra det bredere bibelske materiale. Markus 6:13 beskriver disciplene, der salver syge med olie og helbreder dem, mens Jakob 5:14--16 giver anvisninger om bøn og salvning udført af menighedens ældste. Salvning optræder dog også gennem hele Skriften i forbindelse med personlig pleje, indvielse, guddommelig indsættelse, glæde, velsignelse og genoprettelse. Jakob salvede en sten efter sit møde med Gud (Genesis 28:18), David salvede sig selv, da hans sorgperiode var slut (2 Samuel 12:20), og Prædikeren 9:8 opfordrer til personlig brug af olie. Mest betydningsfuldt pålagde Jesus sine disciple at salve sig selv under faste (Matthæus 6:17). Ingen af disse skriftsteder beskriver salvning af en syg person. Skriften giver derfor en langt bredere forståelse af salvning end alene praksissen med at bede om fysisk helbredelse.
Salvningens åndelige betydning er nøje forbundet med Helligåndens nærvær og kraft. Fysisk salvning tjener som en profetisk troshandling, der giver synligt udtryk i den naturlige verden for vores tillid til en åndelig virkelighed, Gud har indstiftet. I Esajas 61:3 erstatter glædens olie sorgen, hvilket afslører den genoprettende hensigt med Guds gerning. Det samme skriftsted, citeret af Jesus i Lukas 4:18--19, afslører hensigten med Hans salvning: at forkynde evangeliet, helbrede dem med sønderknust hjerte, befri fanger og sætte de undertrykte fri. Guds mål er at frelse, helbrede, udfri og genoprette. Personlig salvning gør det muligt for troende at udtrykke deres tro på Helligåndens nærvær og virke i deres hverdagsliv, ikke blot i sygdomsperioder. At begrænse brugen af salveolie udelukkende til de syge indsnævrer unødigt en praksis, som Skriften fremstiller i flere forskellige sammenhænge.
Salvelsens Hus