Absolut. Der er intet bibelsk grundlag for antagelsen om, at brugen af salveolie ophørte med den Gamle Pagt, eller at den udelukkende bør forbeholdes menighedsledere, der beder for syge. Gennem hele Skriften var personlig salvning en almindelig praksis blandt Guds folk. Ruth blev instrueret i at vaske og salve sig selv, før hun nærmede sig Boaz (Ruth 3:3), Prædikeren 9:8 opfordrer os til ikke at lade vort hoved mangle olie, og Jesus selv pålagde sine disciple at salve deres hoved og vaske deres ansigt, når de fastede (Matthæus 6:16--18). Hans anvisning var ikke beregnet til at indstifte en ny religiøs ceremoni til faste. Personlig salvning var snarere så velkendt, at man ved at undlade den kunne gøre opmærksom på egen sorg eller faste. Jesus ønskede, at Hans disciple skulle fortsætte deres normale personlige pleje i stedet for bevidst at fremstå elendige for at opnå religiøs anerkendelse. Salvning udtrykte også afslutningen på sorg og tilbagevenden af glæde og genoprettelse, som det ses, da David vaskede sig, salvede sig og gik ind i Herrens hus for at tilbede (2 Samuel 12:20). I Det Nye Testamente salvede disciplene også de syge med olie og helbredte dem (Markus 6:12--13), mens Jakob 5:14--16 giver specifikke anvisninger om, at de ældste skal bede over og salve dem, der er syge. Personlig salvning og salvning af andre forekommer derfor begge i det bibelske materiale, selvom deres omstændigheder og ansvarsområder er forskellige.
Den udbredte personlige brug af salveolie fortsatte blandt de første kristne, men blev gradvist mere begrænset, efterhånden som kirkelige skikke og formaliserede religiøse praksisser udviklede sig. I den vestlige kirke blev salvning med tiden stærkt forbundet med foreskrevne ritualer udført af menighedsledere, især i forbindelse med alvorlig sygdom og dødens nærhed. Men kirkelig tradition må aldrig blive den endelige autoritet for, hvad Skriften tillader. Enhver troende er en del af det kongelige præsteskab, der er oprettet gennem Jesus Kristus (1 Peter 2:4--9), og personlig salvning kræver ikke tilladelse fra en pastor eller anden religiøs embedsmand. Situationen er anderledes, når man salver andre mennesker, indsætter nogen i en autoritetsposition eller indvier steder og ejendele. Sådanne handlinger involverer de bibelske principper om ansvar, indsættelse og anerkendt autoritet, som ikke bør tilsidesættes. Personlig salvning forbliver dog til rådighed for troende som et synligt udtryk for tro, velsignelse, genoprettelse og hengivelse til Gud. Den bør aldrig blive et tomt ritual udført af vane, overtro eller religiøs pligt. Dens formål er at give udtryk for et levende forhold til Herren og vores afhængighed af Hans Helligånd.
Salvelsens Hus